Lad os tænde fredsfaklen denne Sankt Hans

Nu går vi ud og samles om bålene, til en hyggelig fejring af midsommeren. Det glæder jeg mig til.

Som sædvanligt bliver det dog ikke mig, der brænder en heks af på bålet til Sankt Hans.

Årsagen må være åbenlys for jer, der kender mig.

Som en del af den gruppe, der oplever og tror på en virkelighed, der er mere besjælet og magisk end hvad folkekirken og nutidens medicinske dogmer dikterer, identificerer jeg mig levende med de rebelske og vise kvinder, der gennem tiden har lidt den skæbne, hekseafbrændingerne mindes.

Som regressionsterapeut og ”fødselshjælper” for mennesker i åndelig opvågning ser jeg hele tiden, hvordan traumet fra denne undertrykkelse stadig fylder enormt i det kollektive felt.

Så meget at mange stadig går og putter med deres spiritualitet og erfaringer med alternativ behandling og ser sig ængsteligt over skuldrene inden de ytrer noget, der kunne få tilhørerne til at placere denne person i rodekassen med underlige eksistenser, der er uden for rækkevidde for rationel argumentation.

Så jeg kunne ikke finde på at brænde en heks. Det har vi gjort så rigeligt af.

Men ej heller kunne jeg finde på, som jeg så en facebookven foreslå, at brænde en dukke af Trump, Putin eller Netanyahu.

Og det er ikke fordi, jeg bifalder deres handlinger. Overhovedet ikke.

Men jeg vil hellere bære ved til det bål, der brænder for, at vi begynder at forstå, at dem og det vi frastøder, hader og fordømmer ude i verden, fordømmer og hader vi i os selv.

Det vil favner og healer i vores forhold til verden, favner og healer vi i os selv.

Så jeg vil ikke brænde fjendebilleder. Jeg vil brænde fjendskab.

Lad os ikke polarisere mere, men samles.

Lad os begynde at fatte kraften og effekten af, hvordan vi bruger vores bevidsthed, tanker og følelser.

Når vi fodrer hadet, vokser mængden af had i verden. Det bliver til en stor, mørk sky, som andre uforvarende kan tumle ind i og blive revet med af, uden de opdager, hvad der skete, og pludselig dundrer de derudad med en hadefuld holdning, de måske ikke engang vidste, de brændte for.

Så lad os i stedet fodre freden. Lad og fodre tanken og visionen om, hvordan vi faktisk kan vælge at sige nej og stop til al den ufred og oprustning.

At vi kan vælge at sige ”ikke min krig. Ikke i mit navn”.

At vi kan stå sammen om det og vise en anden vej i fællesskab. En vej hvor vi hjælpes ad med at finde fredelige løsninger i os selv, med hinanden lokalt og internationalt.

For alle krige må til sidst slutte med forhandlinger og fredelige løsninger, hvis ikke vi vil kæmpe til sidste mand.

Så hvorfor ikke springe voldsfasen over og komme til slutningen hurtigst muligt?

Så selvom det ikke er politisk ”in” at tro på, at fred kan lade sig gøre for tiden, så vil jeg holde faklen for fred højt, og glæde mig til, at vi er nok der står sammen, til at denne ild brænder meget stærkere end den ild med giftige dampe, der lige nu løber ud fra magtens korridorer.

Lad faklen for fredens vej blive flertallets fakkel. Lad indsigten om, at fred er den eneste løsning, løbe som en steppebrand.

Glædelig Sankt Hans!

Og længe leve heksene, viskvinderne, vildkvinderne, troldene og elverne, og folk fra alle folkeslag og vores fælles fred.