Energiarbejdsrejse til Normandiet og Paris

BRUXELLES OG NORDFRANKRIG

Selvom vi havde troet, at vi skulle så direkte som muligt til Frankrig, opdagede vi på vejen, at der var en større energiarbejdsopgave i Bruxelles, som vi ikke havde set på forhånd, sandsynligvis fordi det var sikrest at ingen vidste, at vi kom.

Vi blev guidet til arbejde ved buen for Belgiens uafhængighed, hvor vi fornemmede underjordiske tunneller, hvor energi og mennesker suser igennem under torvet ved buen. Det viste sig, at der også var en vej under torvet ved buen.

Vi arbejdede også ved Europaparlamentet, hvor der blev fjernet tunge energier og indsat ny energi, der arbejder med lyset.

Jeg fik også syn af forskellige andre bygninger i byen, museer og kirker, som vi også fandt billeder af og holdt forbindelse til. Vi blev guidet ind i en lille kirke kaldet “Notre Dame de Sacre Coer” altså Vor Frues Hellige Hjerte. Vi havde netop talt om at skulle finde “hjem” og hvad det var, både i os selv, på rejsen og i livet. Da så vi et billede af en engel med et “hjem” i kirken.

Jeg åbnede mit hjerte og kaldte på Gud og spurgte, hvad vi kunne hjælpe med. Jeg fik vist et Modertræ, lige som i Avatarfilmene, hvis stamme var savet over, og der var brug for hjælp til, at det kunne skyde igen. Et smukt billede på den overordnede mission, vi er her for.

Om aftenen gik vi ned i parken ved siden af Europaparlamentet, hvor der var nogle store, smukke træer. Her var det godt at forbinde sig til Moder Jord og energilinjerne. Her sad vi og kiggede dybere ind i vores positioner og opgaver i gruppen på rejsen. Nogle af mine opgaver er at hjælpe og støtte de andre med mit overskud og min bløde indpakningsenergi, vi kalder for ”marengs-energi”, fordi det er en hjerteenergi, der føles lidt som at blive puttet kærligt i en dyne af marengs eller candyfloss. Jeg skulle hjælpe med at finde rundt både via stedsans og læsning af vejkort, men også gennem indre guidning og mine syn, der jævnligt viser steder, det er meningen, vi skal finde som det næste. Jeg skulle også holde forbindelsen til jorden, energilinjerne og Gudinderne/Det guddommelige feminine.

Vi kørte videre til Nordfrankrig og besøgte kalkgruberne kaldet Cite Souterraine i byen Naour. Der var udskåret en obelisk, der ligner en, der står i skoven i Bosnien, langt fra pyramidedalen, men tæt på en drypstenshule. Der var også en interessant større stenblok, udskåret i kalk, og som måske kunne have været brugt til ceremonier, men hele grottekomplekset så ikke ud til at være så gammelt, så der var ikke de store gamle mysterier at klinge ind i. Vi arbejdede med problematikker om slaveri/tilfangetagne/menneskesmugling vs. frihed og lighed.

Jeg fik et billede af et overraskende stort, lyst kirkerum med gotiske buer. Et hint til en af de næste steder, vi skulle arbejde.

Vi kom videre til landsbyens kirke, hvor vi desværre ikke kunne komme ind, så energiarbejdet måtte foregå på trappen. Vi arbejdede bl.a. med den meningsløshed, mennesker kan synke ned i, hvis de tror, er ikke er mere i livet end det fysiske.

Her var det tydeligt, at vi måtte holde tungen lige i munden og passe godt på at holde stramt fokus og ikke lukke den mindste sprække op, som mørke kunne snige sig ind ad. Når vi sådan udvider lysets banehalvdel, kan der godt dukke mørk energi op, der føler sig skubbet til side. Og så går det ud på at opdage det, hvis det begynder at puste os i nakken og få os til at gå ned på lavere frekvenser. Det blev vi trænet og testet grundigt i undervejs, og heldigvis endte det hele godt.

Næste dag var vi omkring en stor, smuk kirke, der lå i byen Avranches, og hvorfra der var udsigt til Mont Saint Michel. Jeg så for mig, at vi skulle sidde og kigge på udsigten et sted i byen, mens vi arbejdede, men det regnede og vi kunne ikke finde et sted, hvor vi kunne se udsigten, uden at det var i en vejside. Til sidst gik vi ind i kirken, som jeg kunne genkende fra mit syn. Et stort, lyst kirkerum med mange blomster, planter, lys og englestatuer. Et feminint og kærligt rum. I en niche i kirken fandt vi et stort billede af udsigten til Mont Saint Michel. Her kunne vi sidde i tørvejr og se ”udsigten”, lige som jeg havde set. Jeg vidste bare ikke, at det var et billede, og ikke et vindue eller den direkte udsigt, vi skulle sidde ved J Her tjekkede vi ind med hinanden og fik undersøgt, hvordan vi bedst muligt kunne hjælpe og støtte hinanden, mens vi blev pressede af energien, der byggede op, efterhånden som vi nærmede os rejsens næste opgaver ved den magiske skov…

DEN MAGISKE SKOV

Fra Avranches kørte vi videre til området med den magiske skov. Her fandt vi et skønt hus i Saint-Meen-le-Grant nær Paimpont med værelser til alle. Her boede vi i tre nætter. Det gav ro på, i forhold til at have flyttet videre hver dag indtil nu.

Første aften i Paimpont begyndte jeg at mærke presset fra energiarbejdet og fra den modstand, vi var oppe imod. Vi var kommet sent frem, og Nicolai var begyndt at lave aftensmad efter kl. 21, da guidningen lød på, at vi skulle af sted igen, ud i mørket og kulden i skoven for at forbinde os til området. Normalt har jeg ikke noget imod at skulle arbejde sent, men der var noget på spil her i energien, der prøvede at rykke i mig. Så jeg fik de andre til at tjekke for mørkevæsner, og jeg fokuserede på den højeste vilje og på ikke at lytte til alle ævlebævle-energierne, der ville brokke sig. Jeg kontaktede også Marianne, der kunne se, at det var en forudanelse om, at vi skulle have styr på alt i gruppens energi, inden vi gik videre med energiarbejdet, for hvis der var nogle løse ender, kunne det glide og blive rigtig hårdt. Vi fik styr på energien og kom af sted i samlet flok, og fik åbnet energien i mørket i skoven ved en klippe nær søen og krystalslottet og Merlins Eg. Her forbandt vi os til området, mens Rebekka kanaliserede.

Efter en god nats søvn havde både Rebekka og jeg det meget bedre. Jeg havde fået et syn om et sted, vi skulle finde. Det var et gammelt stenhus, der lå lige til venstre for en flod med en stenbro over. Jeg fortalte Rebekka om det, og hun havde set det samme. Hun havde set det samme, og tænkt, at det mindede om Snehvides hus i Disneyfilmen. Hun viste mig et billede, og det var tydeligt, at vi havde set det samme sted. Vi startede med at kigge i selve Paimpont, hvor der er en sø og derfor en flod, men her var det gamle hus ikke at se. Min fornemmelse sagde, at vi skulle til det historiske besøgscenter. Guidningen havde sagt, at vi skulle starte kl. 12, og det var den lige ved at være, så vi begyndte at have travlt. Vi kørte hurtigt ud til besøgscentret, fik vi heldigvis øje på huset og broen lige med det samme. Det passede med, at vi kunne stå på en anden bro, og se på broen fra vores fælles syn. Det er en stor tilfredsstillelse, hver gang det lykkes at finde disse steder!

Arbejdet her ved broerne passede fint med, at vi arbejdede på at danne broen til den nye tid. Rebekka så afdøde, venlige sjæle, der bød os velkomne fra de gamle huse. Jeg så en rødhals, der i nogle traditioner siges at komme med en hilsen fra forfædrene/de afdøde. Under arbejdet fik jeg et hurtigt syn af et lille metalspir med krummelurer, som jeg så vidste, måtte være næste stop.

Vi kørte ind til klostret i Paimpont, hvor jeg fandt ud af, at metalspiret var toppen på en brønd. Det mindede mig om, hvordan jeg engang lærte af en parterapeut, jeg var assistent for, at kvinder og mænd håndterer pres og konflikter forskelligt, hvor kvinder generelt foretrækker at grave dybt i ”brønden” for at analysere tingene, mens mænd generelt er mere tilbøjelige til at trække sig tilbage i ”hulen”. Dette fungerer bedst, hvis han inden han trækker sig tilbage, forsikrer hende om, at han nok skal komme tilbage, og evt. siger hvornår. Rebekka så en anden og vigtig betydning af brøndens symbolik, der også relaterede sig til arbejdet. Alt i alt blev vi tunet ind på det maskuline og det feminine, som vi skulle bidrage til at hjælpe med at rejse sig i den nye tids form.

Vi kom ind i klosterkirken, hvor sandhedens engel stod som figur over prædikestolen. Vi fandt ind i en lille niche med et særligt rødt lys. Her satte vi os og åbnede energien og arbejdede vi med hjertets gral.

Uden for kirken fik jeg øje på en plakat af en hærfugl. Disse fugle så vi mange af i Egypten, så det mindede om vores arbejde der i december, og hærfuglen kan være et symbol på det feminine og på sandhed og spirituel visdom.

Efter frokost gik skattejagten videre. Nicolai kendte til en “kæmpegrav”, i skoven, som havde kaldt på et besøg. Vi fandt den i skoven. Det lignede en slags stensdysse, der var nedsunket i jorden og var bygget af særdeles lange kampesten i sider og bund. Låget lå et andet sted i nærheden. Det, der skulle være et gravkammer, var helt åbent, og hvis der nogensinde havde været begravet nogen, var deres legemlige rester for længst forsvundet. Jeg tog kompasset frem og konstaterede, at ”graven” var Nord-Syd orienteret, hvilket for mig tydede på, at den oprindeligt kunne have været en slags indvielseskammer. Energien var dog langt fra højstemt. Vi begyndte at rense stedet. Det så ud til, at stedet på trods af, at det sandsynligvis var bygget med et positivt formål, var faldet ned i vibration gennem tidens fald i bevidsthed, så det var blevet brugt til ofringer og til sidst som mørk portal. Den blev lukket og givet tilbage til naturen og lyset. Her blev Benjamin låst til stedet, mens han lavede sin del af arbejdet. Det begyndte at regne ret kraftigt, så jeg fandt paraplyen frem og holdt den over ham, mens han rejse færdigt på de indre planer og ankrede arbejdet.

Vi tog videre til en stencirkel med åbent stenkammer i midten. Det hed “Vivianes hotel”. Spøjst navn til en stensætning, men det ledte jo tankerne hen på, at der måtte være en feminin bevidsthed tilknyttet her. Her var let og feminint og kammeret var øst-vest vendt, hvilket ofte bruges til solhverv/jævndøgnsfejringer. Jeg mærkede forår, femininitet og frugtbarhed. I mit indre syn så jeg en krage og en ugle og fik stillet ind på den nordiske gudinde Freja. Jeg så en kvinde spille på en lyre i solnedgangslyset med violet-orange himmel og lilla blomster. Et smukt og fredfyldt syn. Her kunne jeg være blevet længe. Jeg så også Freja på en stor hest, og en masse andre heste, der fulgte efter.

Vi tog videre for at opsøge Lady of the Lake og krystal slottet, men det lå desværre på privat jord, og der var kun åbent i weekenden, hvilket det ikke var denne dag. Vi gik til en nærliggende sø, der var forbundet dertil af gennemstrømmende vand og ledte efter et alternativt sted at forbinde os til det, vi kom for. Det var slående, at hele det kæmpe område var i privat eje. Vi kommer jo blandt andet for at arbejde for ligheden og retfærdigheden, så der ikke kan være nogle få mennesker, der ejer noget, der er en fællesmenneskelig arv. Det at området her var skærmet inde bag en mur, mindede os om vigtigheden af arbejdet. At vi skal blive bedre til at dele.

Vi endte med at lave arbejdet ved samme klippe, som vi åbnede det aftenen før. Den lå lige uden for det private område. Rebekka lagde sig ved klippen og smeltede helt ned og ud af kroppen, mens vi andre holdt fuldt fokus. Jeg havde kontakten til energilinjerne og gudinderne. Jeg lod feminin energi strømme igennem mig og blev ført rundt i syn mellem Egypten, Mont Saint Michel og et sted på et bjerg i Asien, hvor Quan Yin stod med stave og sendte gylden energi ud i energilinjerne, og til New York hvor Frihedsgudinden stod med vinger og trefork og pegede på punktet ved hendes fødder. Arbejdet landede godt, og vi nåede lige forbi en kiosk inden lukketid, så vi kunne få mad og vand med hjem til aftensmaden.

CARNAC, MONT SAINT MICHEL OG PARIS

Undervejs på turen fik jeg en metafor fra guiderne for hvordan, det fungerer, når vi er af sted på energiarbejde. Når vi er pressede, og der er mange ting, der kan smutte undervejs, bliver det lige som et spil Yatzi. Guiderne har en lang række ”stik”, de ønsker at vi skal få hjem. Men glipper der noget undervejs, er det bedre at strege en ”lille straight” end at mindske risikoen for at få den afgørende Yatzi i hus. På samme måde var det for os her. På grund af de udfordringer, vi stødte på undervejs, måtte vi skippe et mindre del-arbejde hos ”Fountain of youth” for til gengæld at få lavet de vigtigere større ting, som energiarbejdet ved Mont Saint Michel og afleveringen af energiarbejdet i Paris. Derfor måtte vi denne morgen køre direkte til Carnac og skippe Fountain of Youth og et par andre små steder.

Carnac er et helt fantastisk sted. Jeg har været der for ca. 10 år siden, og glædede mig til at komme tilbage. Forestil dig kilometerlange rækker af bautasten stående på højkant i lige linjer med mange rækker ved siden af hinanden. I enderne af de lange rækker, er der kæmpestore stencirkler. Området er også fyldt med gravhøje og jættestuer og lignende konstruktioner.

Vi startede med at køre til ”Le Tumulus Saint Michel”, som er en kæmpestor høj, hvorpå der på et senere tidspunkt end højens konstruktion, var blevet bygget en kirke. Lur mig om ikke højen ligger på Saint Michael-linjen, der også går til Mont Saint Michel, når nu den har det navn. Der var to døre ind i højen, men de var desværre aflåste. Fra toppen kan man se langt omkring, og nyde den smukke udsigt langs sydkysten af Normandiet.

Vi satte os ved kirken på toppen og begyndte at forbinde os til dette område. Rebekka kanaliserede, imens en tårnfalk kom og stod i luften lige ud for os ad flere omgange.

Herfra kørte vi videre til Tumulus de Kercado, hvor vi aflagde et kort besøg. Det er en jættestue med et stort kammer indeni. Åbningen var orienteret mod øst, som det ofte er ved fejringer af solopgangen på tærskeltider. Jeg fornemmede her, som mange andre fortidshøje, at det primære formål med højen var ceremonielt frem for til begravelse. Jættestuer er bygget, så det ligner en fødselskanal, man kravler ind ad til livmoderen, hvor man går igennem en indvielse, for derefter at kravle genfødt ud i lyset.

Herfra tog vi videre til stenrækkerne, hvor vi skulle finde det helt rigtige sted. Derfor kørte vi lidt frem og tilbage. Vi fandt det rette sted i den vestlige ende af en del af rækkerne, hvor ende-cirklen gik igennem en have, der tilhørte et hus, der nu var et creperie. Vi kunne sidde med udsigt over rækkerne, mens solen gik ned, og stjernerne så småt brød frem.

En del af kanaliseringen her handlede om forbindelse mellem stjernerne og stenene. Rebekka talte om, hvordan stjernetegnene ligesom landede over stenene. Jeg sad længe, inden stjernerne blev synlige, med fornemmelsen af stjernetegnet Svanen og navnet ”Deneb”, som jeg ved er en stjerne i Svanen. Det er dog ikke et tegn eller en stjerne jeg ved noget særligt om, eller tænker på nogensinde, så det var bemærkelsesværdigt, så tydeligt det var. Da vi var færdige med arbejdet, fandt Nicolai en stjerneapp frem, og vi kunne se, at Svanen netop stod lige over os. Igen en dejlig bekræftelse at få. Du kan høre lydfilen fra dette arbejde her i gruppen.

Næste dag gik turen til Rennes. Der var dyb proces i gang for alle i gruppen, hvor vi alle blev stillet til udfordring af guiderne at finde ud af, hvordan vi kunne tage endnu mere personligt ansvar og hjælpe vores arbejde videre frem. Vi arbejder med at finde en ny samarbejdsform, der passer til den nye tids flade hierarki. En samarbejdsform, hvor vi lader feltet positionere os løbende ud fra, hvem der på det givne tidspunkt har kompetencerne til at bidrage med hvad, for at alt løses til det højeste bedste. Det bliver fantastisk, når vi har lært det, og det tegner allerede godt. Men der er nogle udfordringer på vejen, mens vi lærer, hvordan vi gør. Processen tog vi sammen i kirken i Rennes med vejledning fra Marianne, der var på Lesbos, i en fælles chat.

Da vi var godt brugte, fik Per den indskydelse, at han skulle formidle os alle en velsignelse. Det tog vi imod med stor taknemmelighed. Efter han havde foreslået det, opdagede vi, at den niche, vi sad i i kirken, var fuld af figurer, der stod i velsignelsesposition. Først formidlede han en fælles velsignelse. Det hjalp fantastisk godt på mit pressede energisystem. Bagefter bad jeg ham give mig en personlig velsignelse med hånden på mit hjerte. Det var som fantastisk lindrende salve på et ømt sår. De andre fik siden også hver deres direkte velsignelse. Det er den tydeligste oplevelse, jeg har prøvet med velsignelser endnu. Tusind tak, Per! Og tak til ham, der stod bag ham.

Vi gik fra kirken med styrket samhørighed. Jeg oplevede også selv, at mit hjertefelt var blevet styrket, så jeg bedre kunne mærke det længere uden for kroppen. Jeg opdagede, at jeg kan håndtere ting, jeg plejer at tage ind i hjertet, ved at holde det ude i kanten af mit felt, og stadig derude omfavne det med mit hjertes energifelt. Det lyder måske som en detalje, men for mig var det en slags sikring, der kan bruges til en mere driftsikker brug af hjerteenergien. Det lyder måske en kende nørdet, men mon ikke det giver mening for nogle af jer, der også arbejder med energi, healing og terapi

Så oprandt dagen endelig, hvor vi skulle lave turens vigtigste energiarbejde: Mont Saint Michel. På vej derop var vi lige forbi en ”Menhir”, en gigantisk megalit, der er stillet ret op, sikkert på et krydspunkt mellem nogle energilinjer. Med besøget der blev vi klar til det store ryk ved Mont Saint Michel.

Det var magisk at se øen med spiret, da vi endelig kom frem. Det ligner virkelig noget fra et eventyr. Jeg kunne se, at den vision, jeg havde haft tidligere på rejsen, af noget der ligner Disney-slottet, var dette sted. På ved op mod kirken på toppen havde vi travlt med at forbinde os til alle dem, der støttede arbejdet, både dem, der er i fysisk form lige nu, og dem, der er i energetisk form. Første del af arbejdet foregik i kirken. Der var en skøn energi, og det var fint at sidde blandt mennesker fra hele verden, imens vi arbejdede. Denne lydfil kan høres i gruppen. Bagefter havde vi flere nedslagspunkter rundt gennem klostret.

Jeg havde set et billede af en sal med et bord, som vi fandt og lavede et lille arbejde i. Til sidst var der et mere tungt arbejde, der skulle laves i et mørkt rum med en masse søjler. Vi fandt et særligt sted hvor der i gulvet var et mønster af cirkler inden i cirkler, bygget op af firkantede, buede felter og med en cirkel i midten. Dette mønster ville vi få at se igen. Det var lidt af en udholdenheds- og styrkeprøve at lave dette arbejde, men alt gik vel, takket være den gode støtte vi havde med fra jer alle

Så kørte vi mod rejsens sidste stop: Paris. Vi havde forventet, at vi skulle starte i Versailles. Men på vejen begyndte guidningen at ændre sig. Vi fik vist en ny teknik, hvor vi holder felt for hinanden, imens vi alle kigger på det spørgsmål, der er på spil. Når vi gør det, får guidningen gavn af at lande ind gennem alle vores kompetencer, så vi fanger flere nuancer. Ved hjælp af denne teknik fandt vi ud af, at ideen om at vi skulle til Versailles først havde været et røgslør. Ligesom besøget i Bruxelles havde været en overraskelse for os alle, for at undgå at modkræfterne skulle nå at forberede modstand. Vi kørte derfor fra Versailles og helt ind til centrum med det samme.

Der var også dukket en guidning op om, at vi skulle på Louvre og arbejde med den portal, som Mona Lisa udgør. Det kan være svært at gå forbi så mange fantastiske billeder, når man besøger et så fantastisk museum for første gang. Men energien var super fokuseret og insisterende. Jeg fik igen rollen som stifinder og ledte vejen hen mod Mona Lisa. Her fik Rebekka en guidning til mig om, hvordan jeg kunne lade feltets guidning og min egen indre stedsans smelte endnu mere sammen. Det føltes virkelig godt, som at få medvind på guidningen. Når vi fulgte dette kom vi den helt rette vej.

Vejen gik bl.a. op ad en kæmpestor trappe, hvor Rebekka stoppede op. Her var noget særligt på spil. Hun så et rundt vindue med samme mønster som på gulvet i søjlerummet på Mont Saint Michel. Vi fandt en hel række af de tegn, vi havde set undervejs samlet på dette sted: ”Rundkørslen” (halvkuglen), ørnen, slangen og i loftet selvfølgelig frihedsgudinden! Som om det ikke skulle være nok, fik jeg ud gennem vinduet øje på Paris’ businesskvarter. Mens vi var i Bruxelles havde jeg fået en vision af to højhuse, der buede ind mod hinanden i toppen, men vi havde ikke kunne google os frem til dem eller finde dem i bybilledet, hverken i Bruxelles eller Paris. Men her, lige præcis fra denne vinkel og gennem dette vindue, hvor jeg var guidet forbi og Rebekka mærkede, at hun skulle stoppe, kunne jeg se de to højhuse. What are the odds?! Vi standsede på den myldrende fulde trappe og fik lavet energiarbejdet, hvor der skulle sættes en energetisk guldkugle i cirklen i vinduet. Ja det kan nogle gange virke spøjst, men det dækker over noget, der før eller siden viser sig at give mening.

Videre lod vi os guide op til Mona Lisa. I forhold til portrættets berømmelse er størrelsen temmelig undseelig. Til gengæld er tilstrømningen af mennesker helt vanvittig. Færdslen var ensrettet og der var en konstant kødrand af mennesker, der skulle tage selfies foran hende. Det var vi heller ikke selv for fine til at undlade, da vores arbejde var færdigt J Men inden da stoppede vi op cirka midt i salen og lod som om, vi blot stod og kiggede på alle billederne i forskellige retninger. Vi indtog vores positioner og holdt fuld koncentration. Det var en af de sværere steder, jeg har prøvet at lave energiarbejde med alle de mennesker og brug for diskretion. Men alvoren i energien hjalp. Vi stemmede op og holdt den forstyrrende energi ude med støtte hjemmefra jer i Danmark. Arbejdet lykkedes. Portalen blev opdateret.

På vej ud kom vi forbi bunden af glaspyramiden i kælderen. Her kanaliserede jeg et lille stykke, som også kan høres på lydfilen. Til sidst under den kanalisering så jeg et billede af Rebekka, der gik ned af en trappe et lyst sted med mange planter, hvor der var nogle store trin, der gik ned i en cirkel lige som et amfiteater. Jeg prøvede at finde stedet på vej ud, men det var der ikke.

Næste dag var rejsens sidste. Vi startede med morgenmad på en café tæt på Eiffeltårnet for at komme ind i energien imens vi spiste. Så gik vi over i kø og kom ind under den. Vi behøvede ikke at komme op, så vi nøjedes med at samles under tårnet inden vi gik ud til hver sin fod af tårnet, mens Rebekka blev i midten. Her arbejdede vi sammen uden at kunne høre hinanden. Vores indsamlede energi blev givet videre til feltet.

Allersidste stop var Versailles haven. Nogle af de andre håbede, at vi måske ikke behøvede Versailles, nu hvor det gik så godt på Louvre og ved Eiffeltårnet. Jeg kunne mærke, at nærmest ville sprænge af energi, hvis ikke vi kom derind. Men det gjorde vi heldigvis, sent om eftermiddagen, efter vi endnu en gang havde tjekket guidningen sammen, mens vi holdt felt for hinanden. Og guidningen sagde, at Versailles var et must.

Først sad vi på en trappe og kiggede ned over springvand og bassiner. Da vi gik videre ned fik jeg endnu engang optur på. Her var trappen fra gårdsdagens vision! Grunden til, at der var så mange planter var åbenbart, at det var ude i haven her! Jeg måtte tage et billede, da Rebekka gik ned. Det var lige som at få printet en af mine klarsyn. Vi glæder os virkelig meget til AI udvikler en printer til visionsbilleder. Men det her kom tæt nok på.

Så skulle vi rundt til en række punkter, hvor vi igen fulgte den guidning, jeg fik som stifinder i samarbejde med feltet. Vi kom gennem en allé af platantræer, hvor parakitterne susede over vores hoveder. Et af mine favoritsteder var en åben græsplæne, der havde få lov at vokse mere vildt med vilde blomster i. Her måtte jeg simpelthen ned og ligge på maven i det duggede græs. Det var så godt at kramme jorden. Vi gjorde flere stop ved forskellige springvand med figurer, der alle hyldede forskellige aspekter af det guddommelige feminine.

Således forbundne til det guddommelige feminine og det guddommelige maskuline i kærlig samhørighed og balance, til kosmos og til jorden og til hinanden og feltet, var vi klar til at drage hjem mod Nord.

De andre energiarbejderes delinger kan læses, lydfiler kan høres og flere billeder kan ses i facebookgruppen her: https://www.facebook.com/groups/303771196126343/

Hvis du vil have invitationer til fremtidige energiarbejdsrejser, kan du skrive dig op til mit nyhedsbrev via formularen på forsiden, www.juliemariel.dk