Hvad er traditionel shamanisme og ny tids shamanisme / moderne shamanisme?

Jeg bliver ofte spurgt hvad der egentlig ligger i begrebet ’Ny Tids Shamanisme’ eller ’Moderne Shamanisme’, som det også kaldes, og hvad forskellen er på det og traditionel shamanisme. Svaret på dette spørgsmål vil kunne gives i mange udgaver, da fortolkningerne og brugen af begreberne varierer i det uendelige. Men her får du min udlægning, som er baseret på mit antropologiske kendskab til – og min personlige erfaring med emnet.

Den traditionelle shaman

Betegnelsen ’shaman’ stammer fra Sibirien fra det tungusiske sprog og bruges om en person, der varetager hvervet som åndemaner. Ordet stammer endnu før det fra oldindisk, hvor en ’sramaa’ var en munk eller asket. Antropologer har anvendt det sibiriske ord ’shaman’ som en universel term til at beskrive en rolle, der findes universelt, i forskellige variationer, blandt vel nærmest alle oprindelige folk. Hos nogle folkeslag er shamanen både åndemaner og medicinmand. Hos andre, fx Cashinahua-folket fra Peru, er opgaven som helbreder delt mellem en herbalist og en åndemaner (Harner 1973). Shamanen arbejder typisk ved at gå i trance og kontakte åndeverdenen. Trancen kan induceres gennem faste, psykoaktive planter, trommen, raslen eller udmattelse. Shamanen kan bruge krystaller og talismaner som fysiske redskaber, der er ankre for åndelige kræfter. Han eller hun arbejder sammen med åndelige hjælpere og kraftdyr. Megen traditionel praksis handler om at sikre, at patienten har den nødvendige livskraft til rådighed. Hvis en patient er blevet syg, kan shamanen rense klienten for negativ energi eller rejse ind i åndeverdenen og forhandle eller kæmpe om klientens skæbne.

Core-shamanisme

Fordi shamaner findes blandt så mange forskellige folk, er deres traditioner og praksisser selvfølgelig varierende, men der er fascinerende mange ligheder. Antropologen Michael Harner har arbejdet med de fælles træk og på den baggrund skabt ’The Foundation for Shamanic Studies’, hvor han underviser i ’core-shamanisme’, som er kerneshamanistiske praksisser, der findes på tværs af kulturer. Disse inkluderer bl.a. trommerejser, hvor trommen understøtter, at deltagerne kommer på en indre rejse via en trancetilstand.

Moderne shamanisme / Ny tids shamanisme

Moderne/ny tids shamanisme er en moderne, vestlig variation af shamanisme, der også handler om ekstrasensorisk kontakt til de indre planer, hvor shamanen hjælper andre ved hjælp af bl.a. klarsyn/klarføling/klarhørelse, guidekontakt, healing, rensning og andet energiarbejde, men hvor det hele kan foregå rent energetisk. Det vil sige, at man som i arbejdet med ny tids shamanisme ikke behøver bruge de traditionelle metoder med mere fysisk prægede teknikker som fx bevidsthedsudvidende plantemedicin og trommen.

Forklaringen på at det kan lade sig gøre at arbejde uden de traditionelle, fysiske virkemidler er, at energien på jorden er steget, så vi som menneskehed befinder os på et højere frekvensniveau nu i forhold til de seneste nogen tusinde år. Det gør, at vi nemmere kan række op og få kontakt til åndeverdenen, der svinger på en anden frekvens end den fysiske verden. Energien på jorden stiger i takt med indstrømningen af energi fra kosmos og erfaringen for at bruge intuitionen og hjerteenergien vokser hos mennesker, så vi bliver visere og kærligere. På den vis bevæger vi os fra fiskenes ind i vandmandens tidsalder, som også er kendt som ’den nye tid’, eller på engelsk ’the new age’, heraf begrebet ’ny tids shaman’.

Moderne, vestlig, ny tids shamanisme er “ren, hvid shamanisme”, hvilket IKKE har noget med hudfarve at gøre, men renheden af intentionen med arbejdet. Det betyder, at moderne shamanisme ikke indebærer at kaste forbandelser og den slags ’mørk magi’, som visse traditionelle shamaner også arbejder med. Det kan dog indebære at fjerne den slags negativ energi, der mere eller mindre bevidst er skabt af andre.

Nogle af de første af inspiratorerne for moderne shamanisme er Jonette Crowley og Marianne Lane, som uddanner og sætter ord på nogle måder at arbejde med moderne shamanisme, men kaldet til at være moderne shaman kommer indefra hos den enkelte. Efter man mærker et kald, kan man dygtiggøre sig gennem sin egen praksis, studier og ved at komme i lære. Selvom min oplæring primært har været i den moderne, vestlige variant, benytter jeg nogle af de traditionelle teknikker, men uden at holde mig tæt til én bestemt tradition.

Forholdet mellem traditionel og moderne, vestlig shamanisme

I traditionel shamanisme kan lærlingens kald til at blive shaman komme gennem mental ustabilitet eller spontane visioner, der får lærlingen til at søge vejledning hos shamanen, eller det kan komme sig af at den unge lærling kommer fra en slægt med anlæg for shamanistiske evner. Oplæringen er ofte langvarig over flere år, hvor lærlingen går til hånde og assisterer mentoren praktisk og åndeligt. Læringsperioden kan være meget krævende og inkludere udfordrende ritualer, især hvis shamanlærlingen skal mestre medicinplanter. Traditionelle shamaner kalder ikke sig selv shamaner, men bliver anerkendt som shamaner når andre i samfundet benævner dem som sådan.

I den linje jeg er udlært, kalder mine lærermestre, Marianne Lane og Karina Bundgaard, sig selv for shamaner, så når jeg kalder mig det, så er det fordi jeg kom i lære hos Karina efter at have mærket et indre træk imod det. Inden da havde jeg deltaget i omkring 25 ayahuasca-ceremonier og deltaget i et utal af kurser i healing og personlig udvikling hos Karina og Marianne. Jeg var ’i lære hos mit højere selv med støtte fra Karina’ i to år, hvor jeg fulgte hendes arbejde og gik til hånde og fik sparring på min udvikling og indre vejledning. Efter at have gennemført en rejse til de Bosniske Pyramider i samarbejde med min søster og med 16 deltagere, hvor vi udførte energiarbejde, fortalte Karina, at guiderne sagde, at nu havde jeg bestået min mesterlære. Herefter fulgte jeg Karinas 1-årige Spiritual Master Uddannelse.

Så min vej til at kalde mig selv moderne shaman har også krævet en del arbejde. Det er ikke så fysisk krævende at arbejde med moderne shamanisme, men det kan godt være lige så psykisk krævende, fordi alt hvad der læres teoretisk afspejles i egne livsprocesser under oplæringen. Lige som der er en tendens til, at livet i Vesten i dag er psykisk udfordrende, mens det i det globale Syd kan være mere fysisk udfordrende, ser jeg en tilsvarende forskel på traditionel shamanisme som mere fysisk krævende, mens det at være moderne shaman i et vestligt samfund medfører en del psykiske udfordringer. Blandt andet kræver det en del opmærksomhed at holde en menneskelig og åndelig balance som åbent og stærkt sansende menneske i vores stressede kultur, der i stor udstrækning er afkoblet fra naturen og åndeligheden, hvorfor omverdenen ofte har svært ved at forstå mennesker, der følger et utraditionelt, åndeligt kald.

Må man kalde sig selv shaman?

Som nævnt ovenfor er der mange kulturer er der tradition for, at man ikke kalder sig selv shaman, men at det er en ærestitel som gives af andre, i det de anerkender den hjælp, de har fået. De shamaner, der har gået den traditionelle vej med mange års oplæring, har virkelig været meget igennem, for at komme dertil. For fx at mestre de bevidsthedsudvidende medicinplanter, må man ofte gennemgå mange ritualer og indtage store mængder for at gøre plantens ånd til sin allierede (Castaneda 1971). De traditionelle shamaner tager også gerne på lange ophold alene i naturen med faste og uden søvn for at opnå indsigt, og når de kurerer andre, kan det være ved at opsuge sygdom i sig selv og rense det ud fra egen krop, fx gennem opkastning. Så det er ingen spøg at være traditionel shaman – det er virkelig hårdt arbejde. Jeg har enormt stor respekt for disse traditions- og visdomsbærere og alt det arbejde, de udfører for andre mennesker.

Derfor kalder jeg ikke mig selv for ’shaman’ men for ’moderne shaman’ eller ’ny tids shaman’ for at skelne mellem to begreber, der stammer fra samme rod, men har meget forskelligt udtryk. Når jeg påtager mig denne betegnelse, er det ikke for at miskreditere de gamle shamaner, som jeg netop har enormt stor respekt for, men ud fra den forståelse, at det er to forskellige variationer af et universelt fænomen.

Jeg ser det sådan, at vi moderne shamaner her i vesten har valgt at være direkte om vores betegnelse, bl.a. fordi det er mest praktisk fordi det er sådan, det fungerer her i vesten, at man er nødt til selv at forklare, hvad man laver, hvor clairvoyante også kalder sig clairvoyante, læger kalder sig for læger og præster for præster, så man ved, hvad der er hvad, for vi lever jo i en helt anden samfundskonstellation, hvor vi jo ikke kan regne med, at alle i stammen ved, hvem der er shaman. Så fordi vi lever i et andet samfund, der fx bruger pengeøkonomi, virksomheder, officielle uddannelser og hjemmesider, er det praktisk selv at forklare, hvad man laver, og hvad man kan kalde det. Desuden føler jeg, at hvis jeg valgte at kalde det, jeg laver for healing, klarsyn og energiarbejde uden at bruge termen ‘shamanisme’, ville jeg ikke anerkende min linje af læremestre.

At genfinde Vestens åndelige traditioner

Shamanisme er et universelt fænomen, som har været benævnt med forskellige emiske (folks egne) termer rundt omkring i verden, og der findes åndemanere i andre traditioner, der fx har kaldt sig vølver og andre druider og nogle er blevet kaldt hekse af andre udefra. Jeg ser både shamaner, vølver, druider og hekse (i positiv forstand), som kulturelle variationer over en universel profession. Der er tale om nogle almenmenneskelige kompetencer til at kommunikere med det ikke-fysiske, som er opøvet hos de professionelle, og hvor der kan være slægter, der har været ekstra disponerede for at arbejde med det, og hvor rollen har formet sig efter de kulturelle sammenhænge, de mennesker/sjæle med de kompetencer, er dukket op blandt.

Jeg mener, at det er vigtigt at ære og respektere de oprindelige folks traditioner, der har båret kompetencerne fra gammel til ny tid i ubrudt linje, og hvor de gamle shamaner er så enormt seje med alt hvad de gennemgår af hård træning og selvopofrelse for at hjælpe andre. De har sørget for, at der til stadighed findes mundtlige overleveringer af gammel shamanistisk visdom. I modsætning til den ubrudte linje blandt oprindelige folk, har vi haft nogle år med kristendom her i Vesten, hvor vores “hedenske”, direkte naturspritualitet er blevet trængt i baggrunden. Derfor mangler vi traditionsbærere at læne os op ad, og derfor er meget ny tids shamanisme baseret på ’indre oplæring’, hvor shamanerne følger guidning, de får på de indre planer, fra deres åndelige guider og egen sjæl. Karina Bundgaard har for nyligt foreslået, at man kan bruge termen ’selvudviklingsshamanisme’ til at beskrive denne shamanistiske form, der er udviklet af os selv igennem vores selvudvikling, og til gavn for andres selvudvikling, hvor vi i egen indre kontakt genfinder menneskelige evner til åndelig kontakt og ”generkender” universel visdom.

Der ligger en stor opgave for os her i Vesten med at genopdage vores egne visdomstraditioner. Vi har dog nogle enkelte eksempler på dygtige kvinder der praktiserer nordisk shamanisme og heksekunst dog, så vidt jeg ved, uden at komme ud af en lang linje af læremestre, men som primært har fundet vej gennem indre vejledning, guidning fra ånden i naturen og historiske kilder. Her tænker jeg på fx Anette Høst og Dannie Druehyld.

Så mens vi både ærer de gamle traditioner, mener jeg også at vi skal anerkende, at vestlige mennesker har samme mulighed for at benytte deres ekstrasensoriske evner og har lige så stort behov for åndelighed, og at vi har brug for at genfinde og igen værdsætte det aspekt af livet og den fællesmenneskelige, naturlige åndelighed, vi alle rummer. Så i min verden skal vi passe på ikke at sætte hverken naturfolks eller vestlige shamaner op på en piedestal, hvor andre bliver mindre værdige eller set som mindre spirituelle, men have naturlig respekt for alle og mødes i kærligt ligeværd i anerkendelse af, at vi alle er sjæle her på jorden, der kommer for en fælles oplevelse og byder ind med lige præcis det, vi hver især unikt kommer med. Som en anden kær inspirator for mig, Søren Dreier, siger: ”spiritualitet er ikke en konkurrencesport”. Så om man kalder sig selv for shaman eller ej, tænker jeg ikke behøver være et udtryk for mangel på respekt eller et udtryk for ego, men kan sagtens være af praktiske og kulturelle årsager. Det vigtigste er, når alt kommer til alt, hvad man udretter og udstråler, og ikke hvad man kalder det.

Kærligst Julie