The sunset is watching the peacock

Glædelig jul og godt nytår!
december 27, 2019
Tydelige tegn fra naturen
maj 7, 2020

The sunset is watching the peacock

En af de smukkeste oplevelser, jeg har haft på denne rejse, var situationen, du kan se på billedet her. Vi var på en stille sejltur i robåd på en lagune i et fuglereservat, hvor vi nød synet af bl.a. isfugle, biædere, storke og ibiser. Da vi nærmede os solnedgang, sejlede vi hen til en stor klippe, hvorfra vi ville beundre solnedgangen over lagunen.

På vej hen imod klippen så vi en påfuglehun klatre op ad den for så at stille sig på toppen, med en stille brise i fjerene og kigge ud over landskabet, der lå badet i orangerødt lys. Tilsyneladende havde den ikke andet formål med det, end netop det samme som os; simpelthen at iagttage skønheden ved lysets forsvinden. Jeg sad forundret og overvejede, om fuglen virkelig foretog denne temmeligt besværlige vandring op ad klippen blot for sin fornøjelses skyld. Har den så meget æstetisk sans, at den ville investere sine kræfter blot for at nyde aftenrøden? Noget siger mig, at den må have det – Det er jo trods alt påfuglehunner, der har stået for den selektion, der har fremelsket påfuglehannens strålende fjerpragt (i hvert fald hvis vi skal tro evolutionsteorien – det styrer du selv )

Bedst som jeg sad bjergtaget af påfuglens blik og den stille brise i fjerpragten, der udgjorde fuglens krone, med kuldegysninger ned ad armene frembragt af oplevelsens magi, sagde en af mændene på båden på det bedste engelsk, han havde lært: “Look…! The sunset…! Is watching…! The peacock…!”
Denne sætning, selvom han blot prøvede at gøre os opmærksom på, hvad jeg allerede observerede, fik en bølge af eksplosiv indsigt til at sprede sig fra mit hjerte, som æstetikken havde vækket, og ud i hele mit væsen.

Nu vældede forståelsen frem, som måske havde ligget i dvale, uden at tiltrække sig opmærksomhed, men nu foldede sig ud i fuldt flor: the sunset is watching the peacock. Solnedgangen ser på påfuglen. Det var ikke kun fuglen der beundrede solnedgangen, men solnedgangen, hele omverdnen, skabelsen og måske Skaberen selv, der kigger fra hver en solstråle, omnipotent og omnipresent og beundrer naturens udfoldelse. En subjektiv, allestedsnærværende, bevidsthed, der nyder synet af det paradis, den har skabt, og nyder at skabelsens skabninger selv beundrer den verden, de er en integreret del af.
Oplevelsen var så storslået i sin enkelhed og uendelighed, at jeg hverken da eller nu kunne eller kan yde den retfærdighed med sproglig beskrivelse.

Jeg forsøgte på hjemturen at forklare manden, der havde sagt sætningen, hvor smukt jeg synes, han havde vent sætningen rundt, men han forstod ikke, hvad jeg mente. Han havde ikke været bevidst om dybden af det, der blev sagt igennem ham.

Hvis du har lyst, kan du selv prøve at fordybe dig lidt i forståelsen af verden som en levende bevidsthed, en verdenssjæl, der kigger på sig selv. Jeg har lagt energi fra oplevelsen ind i billedet, så du får en energetisk støtte ved at kigge på billedet, til bedre at kunne mærke indsigten på et dybere plan. Du kan tage perspektivet med dig, når du går en tur, selvom der ikke er påfugle og solnedgange omkring dig, og se om du kan fornemme den allestedsnærværende bevidsthed, der iagttager sig selv fordelt ud på adskildte skabninger.

Tak fordi du læste med.
Kærligst Julie Mariel

 

Indlægget blev oprindeligt udgivet på facebook.com/juliemariel.dk d. 23/2 2020

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *